Mogens Lykketoft har bragt den stafet videre, som efterkrigstidens socialdemokrater Henning Friis, Jens Otto Krag, Julius Bomholt og Ivar Nørgaard søgte at udvikle gennem begrebet velfærdsstat.
Heri gemte sig ambitionen om at skabe sikkerhed og tryghed ved hjælp af sociale rettigheder og tilvejebringe fuld beskæftigelse gennem en statslig regulering af økonomien uden at begrænse markedsøkonomiens centralnervesystem.
Men Lykketofts social-økonomiske refleksioner har også været koncentreret om at finde stadig nye balancepunkter, der kunne forene den dynamiske kapitalismes skiftende ansigter med social retfærdighed og stabilitet.
Lykketoft har som Anthony Giddens været optaget af at revidere den socialdemokratiske arv i forhold til en stadig mere globaliseret verden, men Lykketoft har også søgt at udvikle keynsianismens krisemedicin og fastholde det socialdemokratiske lighedsperspektiv i et omfang, der bød Giddens og den tredje vej imod.
Dette sigte har ført til udvikling af en differentieret kickstart-model som modtræk mod lammende ubalancer og lavvækstfælder. Forestillingen om at lade kapitalismen trives hånd i hånd med en omfattende velfærdsstat har samtidig presset Lykketoft til at nyformulere den danske arbejdsmarkedsmodel med øje for både sikkerhed og udvidet fleksibilitet.
Bag disse refleksioner gemmer sig en kompleks tilgang til markedsøkonomien, der har ledt til anbefaling af markedsmekanismens anvendelse i den offentlige sektor og opgør med ØD-tanken men også til kritik af de kapitalistiske magtkoncentrationers dominans.
Læs mere fra side 241 i Socialdemokratiske Tænkere