Arven fra Marx og Engels har på godt og ondt præget det 20. århundrede. I Sovjetunionen efter 1917 og i Østeuropa efter 2. verdenskrig blev deres teorier deformeret og instrumentaliseret til en lære, der kunne tjene de herskende regimer til at fastholde magten og i virkeligheden undertrykke deres egne borgere. Marx selv var til tider forfærdet over brugen af sine idéer og udtalte de berømte ord, at ”én ting er sikker, og det er, at jeg i hvert fald ikke er marxist”. Han var altså selv klar over, at hans teorier kunne misbruges.

Det samfundsteoretiske grundlag i Marx’ og Engels’ tænkning finder først udtryk i den historiske materialisme eller materialistiske historieopfattelse, hvor hovedsynspunktet er, at samfundet såvel i dets historie som aktuelt må forstås ud fra den materielle produktion.

Hertil føjer sig en teori om klassekampen, som Marx og Engels første gang konsekvent fremsætter i Det kommunistiske Manifest fra 1848. Det er kampen mellem forskellige klasser med indbyrdes modstridende interesser, der er historiens ’motor’.

Men Marx’ største bidrag til samfundsteorien kom især til udtryk i kritikken af den politiske økonomi, som han udfoldede i sit hovedværk, Kapitalen, og består i indsigten i, at arbejdet ligesom alle varer besidder både brugs- og bytteværdi.

Arbejdskraften er brugsværdi, mens arbejdslønnen er den bytteværdi, som arbejderen kan få for sin arbejdskraft på markedet. Kapitalisten køber altså ikke ’arbejde’, han køber arbejdskraft, og den pris, han betaler for denne arbejdskraft, er bestemt af den mængde arbejde, der skal til for at reproducere den.

Marx og Engels’ bidrag til arbejderbevægelsens organisering skete i tæt samspil med den sociale udvikling i anden halvdel af 1800-tallet og med de praktiske organisationstiltag, som arbejderne gennemførte, især i Tyskland.

Det drejede sig ikke mindst om tilblivelsen af en politisk og en faglig gren i én samlet bevægelse. Og de politisk-strategiske krav udsprang af denne bevægelses praktiske interesser på både det politiske og faglige område, henholdsvis kampen for demokrati og socialisme og for bedre reproduktionsvilkår i form af højere løn og bedre arbejdsforhold.

Læs mere fra side 31 i Socialdemokratiske Tænkere