Karl Kautsky var et af de teoretiske fyrtårne og måske den mest kendte og anerkendte marxistiske teoretiker i det kvarte århundrede frem til Første Verdenskrig, som er blevet kaldt marxismens guldalder. I en nyere Kautsky-biografi udnævnes han til ”den mest betydningsfulde marxistiske teoretiker i verden før Første Verdenskrig”.

Efter Første Verdenskrig kom Kautskyanismen dog i miskredit, og siden storhedstiden før Første Verdenskrig er Karl Kautsky stort set ikke blevet husket for noget godt.

I den socialdemokratiske tradition blev Kautsky forbundet med gold teoretisering, ”pseudo-radikalisme” og en modvilje mod sociale reformer, hvilket medførte, at den socialistiske arbejderbevægelse blev isoleret i udsigtsløs opposition.

I den kommunistiske tradition blev han fordømt som en frafalden overløber, fordi han tog afstand fra Lenin og den russiske revolution i 1917. Efter Lenins mening var Kautskys revolutionære teori blot et dække over reformistisk praksis. Fra begge sider haglede kritikken ned over den mand, som før verdenskrigen havde været den teoretiske autoritet og læremester for dem alle.

Kautsky fortsatte sine teoretiske studier i mellemkrigsårene, men hans ord havde nu ikke længere den samme vægt som tidligere. Verden omkring Kautsky havde ændret sig, og det, der havde lydt overbevisende omkring 1900, lød knap så overbevisende i 1920, hvor Europa havde været igennem en verdenskrig og havde den russiske revolution på tæt hold. Kautsky og det teoretiske idekompleks, han havde opbygget, blev lagt på hylden og siden glemt.

I starten af det 21. århundrede er Kautsky måske ved at blive genopdaget og nu bedømt i et mere positivt lys – frem for alt som demokratisk socialist.

Læs mere fra side 67 i Socialdemokratiske Tænkere