Den britiske økonom John Maynard Keynes regnes for en af det 20. århundredes største økonomiske tænkere. Hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money udkom i 1936 og markerede et opgør med den indtil da herskende (neo)klassiske ligevægtsøkonomi.

Keynes’ grundlæggende påstand var, at markedsøkonomien overladt til sig selv ikke sikrede den fulde udnyttelse af produktionskræfterne i samfundet og derfor kunne havne i en tilstand med langvarig arbejdsløshed. Årsagen var ifølge Keynes, at ”den samlede efterspørgsel” i samfundet under en krise er for lav til at sikre fuld beskæftigelse.

Keynes udviklede en ny og revolutionerende makroøkonomisk teori til forståelse af beskæftigelse, renteniveau, inflation, opsparing, investering, og indkomstdannelse. Han fældede en hård dom over den liberale laissez-faire økonomi og hævdede, at staten måtte intervenere i det økonomiske liv for at sikre fuld beskæftigelse.

”Keynesianismen” var i årtier efter 1945 den herskende økonomiske doktrin, og generationer af europæiske og amerikanske økonomer har diskuteret hans teorier. Den omfattende udbredelse har dog medført, at Keynes næppe ville skrive under på alle udlægninger af hans teori. Navnlig Keynes’ egentlige vision for det gode samfund er ikke fuldt sammenfaldende med en keynesiansk politisk økonomi, der har økonomisk vækst som hovedformål.

Keynes’ økonomiske teori udløste på det politiske plan især i socialdemokratiske partier en debat mod slutningen af 2. Verdenskrig. Ikke mindst fordi Keynes som erklæret liberal afviste socialismens såvel politiske som økonomiske grundlag. Han var en frisindet, liberal idealist og abonnerede hverken på materialisme eller klasseteorier. Han ville redde markedsøkonomien– ikke socialismen.

Læs mere fra side 171 i Socialdemokratiske Tænkere