Hartvig Frisch var en omstridt skikkelse i det danske offentlige liv i det 20. århundrede. I de knapt 30 år, hvor han fungerede i offentligheden, var han næsten konstant involveret i konflikter af politisk, ideologisk, etisk, kulturel eller faglig art. Ofte var det ham selv, der åbnede for sluserne, og konfliktfelterne blev lige så mangfoldige som Frisch’ talenter.

Hartvig Frisch markerede sig fra begyndelsen som kritiker af den ortodokse marxisme og af ideen om, at det socialistiske samfund var en historisk nødvendighed. Frisch mente tværtimod, at samfund lige så godt kunne ende i nationalisme, fascisme eller noget helt andet. Det afhænger ifølge ham af, om der er en vilje til magt. Al magt kommer af viljen til magt, som han skrev.

Han gjorde i samme åndedrag op med forestillingen om marxisme og socialisme som videnskab i traditionel forstand, idet han mente, at de forudsætninger, som havde foreligget for Marx, for længst i det store og hele var forældede. I stedet argumenterede han for en socialisme baseret på etik og forestillinger om det gode samfund.

Frisch’ første større værk var Europas Kulturhistorie fra 1928. I dette kolossale arbejde kortlagde han den europæiske kulturhistorie som baggrund for en indkredsning af de væsentligste træk i samtiden. Hans ambition var at højne arbejderklassens dannelsesniveau ved at skrive i et let tilgængeligt sprog og udgive bogen til en overkommelig pris.

Hans kulturelle engagement kom også til udtryk i arbejdet som redaktør af litteratursiderne i Social-Demokraten i begyndelsen af 1930erne. Her førte han blandt andet en kamp mod grundtvigianernes ønske om at gøre enekrav på dansk kultur og søgte i stedet at placere arbejdernes kultur som fremtidens kulturform baseret som den var på fællesskab og åbenhed.

Ud over Europas Kulturhistorie er Frisch især kendt for værket Pest over Europa. Bolschevisme – Fascisme – Nazisme fra 1933. Bogen indeholder en indsigtsfuld karakteristik af de tre totalitære styreformer samt en kritik af de tyske socialdemokrater for at mangle viljen til magt.

Læs mere fra side 119 i Socialdemokratiske Tænkere