Gro Harlem Brundtland var den første kvinde, der blev valgt til leder af et europæisk socialdemokratisk parti. På det tidspunkt, i april 1981, var hun allerede Norges første kvindelige statsminister.

Et af hendes hovedanliggender var at tilbageerobre frihedsbegrebet fra højrefløjen, som hun anklagede for at have givet et misvisende indtryk af, at der var en modsætning mellem socialdemokrati og frihed. Det stik modsatte var tilfældet, hævdede hun: „Arbejderbevægelsen er først og fremmest en frihedsbevægelse.“

Sammen med en ny generation socialdemokrater i partiets ledelse indledte hun i begyndelsen af 1980’erne en intern frihedskampagne, som kom til at præge partiarbejdet flere år frem i tiden. Hovedbudskabet var, at højrefløjens forståelse af frihed både er mere snæver og mere overfladisk end den socialdemokratiske forståelse.

Frihed, i socialdemokratisk forstand, kan kun realiseres inden for rammerne af et fællesskab med andre mennesker. Den individuelle frihed, som neoliberalisterne dyrkede, var ifølge Brundtland en abstraktion – eller bare et pænt ord for egoisme.

I forhold til det klassiske socialdemokrati var det magtpåliggende for Brundtland, at bevarelsen af offentlige velfærdsordninger ikke måtte blive et mål i sig selv, men hele tiden skulle vurderes ud fra brugernes interesser. Hun ønskede mere fleksible velfærdstilbud, offentlige såvel som private, der på en effektiv måde kunne opfylde moderne menneskers behov i de forskellige faser af livet.

Brundtland gik også i brechen for en udvidelse af socialdemokratiets solidaritetsbegreb. At solidaritet med de svage ikke stopper ved landegrænserne, er en gammel socialdemokratisk erkendelse. Kampen mod fattigdom og underudvikling har længe været mærkesager for de skandinaviske socialdemokratier.

Læs mere fra side 207 i Socialdemokratiske Tænkere