Frederik Borgbjerg var en af de mest fremtrædende socialdemokratiske politikere i første tredjedel af det 20. århundrede. Han var kendt for sin gennemslagskraft som taler og skribent og bliver i dag betragtet som den person, der har haft størst betydning for udviklingen af den demokratiske socialisme i Danmark.

Ideologisk var Borgbjerg præget af både Marx, Grundtvig og Darwin. Han var forkæmper for en politik, der involverede arbejderne og dele af middelklassen i samfundets udvikling. Hans syn på samfundet var stærkt præget af fremskridtsoptimisme og evolutionstanken. Borgbjerg mente, at kapitalismen blot var et skridt på vejen fra det feudale til det socialistiske samfund.

Denne udvikling mod socialismen skulle dog ikke fremskyndes af en revolution, men i stedet ske gradvis, blandt andet gennem statsindgreb og demokratisering af produktionssfæren.

Samtidig var Borgbjerg, som den første af arbejderbevægelsens ledere, præget af grundtvigianismens kulturelle og politiske idéer. Ligesom Grundtvig associeres med ’den glade kristendom’ – i modsætning til strengere retninger som Indre Mission – kan Borgbjerg associeres med en ’glad socialisme’.

Åndeligt betegnede Borgbjerg blandt andet sig selv som ”grundtvigianer” og ”åndelig anarkist”. Han mente, at frihedsidéerne ”var det varige resultat af den historiske udvikling, som liberalismen bragte med sig, men som socialismen nu fortsætter og kan føre til sand virkelighed på endnu flere områder”.

Borgbjerg blev også den første, der – bevidst eller ubevidst – brød med den ortodokse marxisme, som forretningsføreren (formanden) Peter Knudsen og især Gustav Bang var hovedeksponenterne for før 1. verdenskrig.

Bruddet gjaldt ikke selve samfundsanalysen, der stadig byggede på Marx’ klassekampsteori og antikapitalisme, men de politiske standpunkter. Han og hans tilhængere stræbte efter en bred, af og til næsten altfavnende politisk tilgang, og han lagde stor vægt på græsrodsorganiseringer som f.eks. kooperationen, selvom partiet og fagbevægelsen selvfølgelig stadig skulle spille en afgørende rolle.

Læs mere fra side 103 i Socialdemokratiske Tænkere