Ferdinand Lassalle var stifteren af og den første enevældige formand for Tysklands socialdemokrati, men der er delte meninger om, hvorvidt han var en stor socialistisk teoretiker, eller alene bør huskes som aktivist, brændende agitator og orator, der evnede at gøre teori til praksis?

Nogle hæfter sig ved, at Lassalles teoretiske skrifter ”blot” er et opkog af tidligere og samtidige filosoffers tankegang, og at han ikke bibragte socialistiske tankegang noget væsentligt nyt, og peger på, at han alene havde sin plads i historien som stifteren af det tyske socialdemokrati.

For andre, især i samtiden og flere årtier efter hans tidlige død, havde han næsten kultstatus, og hans ideer blev kanoniseret i en veritabel bevægelse, lassalleanismen, hvis tilhængere havde en væsentlig indflydelse på det tyske socialdemokrati.

Som én af meget få samtidige vovede han at fastholde synspunkter, der på mange måder var i modstrid med Karl Marxs. Selvom han erkendte Marxs enorme betydning for socialismen, var han ikke desto mindre på afgørende punkter uenig i såvel analyse som praksis.

Et af de væsentligste steder, hvor denne uenighed gjorde sig gældende var synet på nationalstaten. Hvor Marx så det internationale som en afgørende faktor i udviklingen mod et klasseløst, socialistisk samfund, mente Lassalle, at dette skulle skabes inden for rammerne af en nationalstat.

Uanset om man lægger vægt på Lassalle som praktiker eller teoretiker må hans betydning for den socialdemokratiske teori ikke undervurderes. Hans faste tro på, at arbejderklassens revolution måtte gå gennem stemmesedlen og at når først statsmagten var vundet, ville det være muligt at skabe et socialistisk samfund, det klasseløse samfund, har fundet blivende plads i den socialdemokratiske praksis, og fik betydning langt uden for Tysklands grænser, bl.a. også i Danmark, hvor Lassalles tanker satte et klart fingeraftryk på det unge danske partis interne debatter .

Læs mere fra side 51 i Socialdemokratiske Tænkere