Ernst Wigforss betragtes af mange som det svenske socialdemokratis førende teoretiker. Gennem størstedelen af 1900-tallet formulerede han utrætteligt nye idéer om, hvordan arbejderbevægelsen kunne forvandle en uretfærdig og irrationel samfundsorden til et samfund præget af frihed, lighed og fællesskab.
I begyndelsen af 1900-tallet argumenterede han for en rationel tolkning af socialdemokratiets marxistiske arv. Marx havde givet socialdemokratiet væsentlige indsigter i samfundsstruktur og samfundsudvikling. Men det var vigtigt at betragte hans samfundsfilosofi, den materialistiske historieopfattelse, som en overordnet teori, der måtte underkastes et kritisk blik og – på visse punkter – revideres i lyset af nye erfaringer høstet under det politiske arbejde.
Antagelsen om det materielle behovs altoverskyggende betydning burde således modificeres, ikke mindst i lyset af den moderne samfundsudvikling. Økonomien spillede stadig en central rolle, men moral og kultur var blevet en væsentlig stærkere drivkraft i den menneskelige handlen.
Også Marx’ begreb ’klassekamp’ måtte socialdemokratiet ifølge Wigforss underkaste en kritisk analyse og definere mere præcist i menne-
skehedens historie og i det moderne samfund.
Samfundsudviklingen handlede også om andet end kampe mellem klasser, ikke alle interesser i samfundet var klassebetingede, og indimellem var der også mulighed for samarbejde mellem klasser. Ikke desto mindre var klassekampen et uundgåeligt faktum i betragtning af den samtidige samfundsorganisation og magtfordeling.
Wigforss var dog ikke kun samfundsfilosof, men i høj grad også aktiv politiker på ledende poster i sit parti fra 1920 og frem. Fra midten af 1920’erne benyttede han sig i stadig større udstrækning af pragmatismen, en filosofisk strømning, der opstod i slutningen af 1800-tallet i USA, i forsøg på at forene teori og praksis under arbejdet med at forandre samfundet.
Læs mere fra side 153 i Socialdemokratiske Tænkere